Event hos LivingWood

I onsdags holdt vi, sammen med LivingWood, presseevent på deres værksted i Farum. I den anledning var to lange plankeborde fra LivingWood dækket op til frokost. Med de rustikke planker fra hele verden udstillet i værkstedet og plankeborde i wengé pyntet med råhvide bloklys og blade i dybe røde farver, blev der skabt en hyggelig efterårsstemning.

Pressen blev hentet på redaktionerne og kørt til værkstedet. Der blev serveret lidt at drikke, og der var rig mulighed for at se værkstedet og røre de mange forskellige træsorter. Lars, manden bag LivingWood, og arkitekten Michael, der har designet plankebordene, supplerede hinanden i fortællingen om den enkle filosofi. LivingWood udvælger det bedste træ til de bedste plankeborde, om det så er fra Afrika, Kina eller Danmark.

Vi bød på en let efterårsfrokost i samarbejde med Royal Smushi Café, hvor deres lækre smushi-stykker med både reje, høns og vildt blev serveret på LivingWoods rustikke serveringsfade. Snakken gik ved bordet, og folk var ivrige efter at høre mere om de spændende historier, der ligger bag plankebordene. Alle gæster fik en goodiebag med hjem, hvori der lå et pølsebræt fra LivingWood og en lille tapaspakke fra Magasins Mad & Vin afdeling.

Med dette event kom vi for alvor i efterårsstemning. Vi takker for en hyggelig og spændende dag. 

Go back

Add a comment