Inside PR på Stockholm Furniture & Light Fair

Designmessen Stockholm Furniture & Light Fair åbnede tirsdag den 3. februar 2015 op for Skandinaviens største mødested for møbel- og belysningsdesign. Inside PR besøgte messen for at blive inspireret af nyt design, tale med kunder og networke. Første dag på messen tilbragte vi på Roomstores stand, hvor New Works og DCW præsenterede deres kollektioner for pressen og indkøbere.

Udover en række splinternye produkter præsenterede New Works også en ny visuel identitet for deres brand, som de har arbejdet på hele 2014. New Works blev taget godt i mod af pressen, og alle de tilknyttede designere stod til rådighed for interviews. DCW lancerede nye modeller fra Schottlander, Surpil, Here Comes The Sun og Lampe Gras - heriblandt nye XL udendørsversioner af den ikoniske arkitektlampe.

Andendagen gik med at besøge vores andre kunder og networke med de mange branchefolk, som var samlet i de store haller. På tredjedagen vendte vi snuden hjemad mod kontoret i København efter en spændende og indholdsrig tur til Stockholm; spændte på at fortælle pressen om alle vore kunders nyheder.

Inside PR på northmodern fagmesse januar 2015

Søndag d. 18. januar åbnede den danske messe, northmodern, dørene op for designbranchen. Northmodern er Skandinaviens nyeste design- og fagmesse, som byder på designproducenter, gastronomi, gallerier og auktionshuse. Sammensætningen af de forskellige udstillere dannede rammerne for en unik og kreativ messe.

Som noget nyt havde vi valg at præsentere tre af vores kunder på egen stand i form af Paradisco Productions, LivingWood og Ment.

De tre brands komplimenterede hinanden og skabte et unikt samspil. Paradisco Productions fremviste deres nyeste kollektion af smukke illustrationer. Norske Ment udstillede deres humørfyldte keramik og porcelæn, og LivingWood præsenterede deres flotte og massive plankeborde samt bænke.

Northmodern bød på foredrag samt trends og produktnyheder fra over 400 danske og udenlandske designbrands. En tendens blandt mange udstillere var, at messing, kobber og stål stadig hitter og, at det nu er helt legitimt at mikse de tre metaller i indretningen. Farver og kontraster var også sat sammen på kryds og tværs, hvilket gav et legende og personligt udtryk på de forskellige stande.

Alt i alt nød vi den gode stemning, og humøret syntes højt hos udstillere såvel som besøgende.

Tak til alle som kom forbi vores stand. Vi ser frem til næste northmodern d. 13-15 august 2015. 

Go create - Inside PRs pressedag oktober 2014

Torsdag den 23. oktober holdt vi vores halvårlige pressedag. Vi havde inviteret journalister, stylister, freelancere, bloggere og instagrammere til åbent hus i vores showroom og kontor på Store Kannikestræde. Under temaet ’Go create’ bød vi pressen velkommen med en præsentation af nyheder fra vores kunder. 

I tråd med temaet ’Go create’ havde vi arrangeret en styling battle, hvor vi gav pressen mulighed for at style og skabe et personligt udtryk med alle produkter fra vores showroom. Der var lagt op til fri leg, og det eneste krav var, at enten FollowMe lampen fra Marset eller produkter fra Ment skulle indgå i billedet. Mange deltog i konkurrencen, og vores feed på Instagram var fyldt med smukke, kreative og individuelle stylings. Meget imponerende.

I løbet af dagen kom både kendte og nye ansigter forbi vores showroom. Vi havde bl.a. besøg af BoligLiv, RUM, Bo Bedre, Bolig Magasinet, Alt for damerne, Familie Journal, Børsen, Mad & Bolig og ikke mindst en lang række bloggere, stylister og instagrammere. Når gæsterne ikke fik rundvisning eller var i gang med at style, blev der hygget og snakket.

Royal Smushi Cafe havde sponsoreret lækre smushier i små, appetitlige størrelser. Strangas sponsorerede lækkert brød og macarons samt marshmallows i forskellige smage. Til at slukke tørsten, havde VitaminWell leveret vitaminvand og Bryggeri Skovlyst forfriskende øl. 

Hele dagen var fyldt med besøgende, og der var gæster til langt ud på eftermiddagen, hvor de sidste forlod vores showroom. Som en lille overraskelse var der lavet en goodiebag med gaver fra Tom Dixon og Lomonto, et gavekort til Royal Smushi Cafe samt en vitaminvand fra Vitamin Well i et net fra SemiBasic. 

Dagen efter eventet udvalgte vi vores favoritbilleder i ’Go create’ stylingkonkurrencen. Det var ikke let, og vi måtte votere længe. Vinderne blev blogger og stylist Laura Trøstrup fra The Sweet Spot og Allan Torp fra bloggen Bungalow5, og billederne kan ses på Instagram under #gocreate og #insideprpressday. Præmierne var henholdsvis FollowMe lampen fra Marset og den elegante Stolt kande fra Ment.    

Vi havde en rigtig god dag og vil gerne takke alle de søde mennesker, der kom forbi. Vi glæder os allerede til næste pressedag.

Event hos LivingWood

I onsdags holdt vi, sammen med LivingWood, presseevent på deres værksted i Farum. I den anledning var to lange plankeborde fra LivingWood dækket op til frokost. Med de rustikke planker fra hele verden udstillet i værkstedet og plankeborde i wengé pyntet med råhvide bloklys og blade i dybe røde farver, blev der skabt en hyggelig efterårsstemning.

Pressen blev hentet på redaktionerne og kørt til værkstedet. Der blev serveret lidt at drikke, og der var rig mulighed for at se værkstedet og røre de mange forskellige træsorter. Lars, manden bag LivingWood, og arkitekten Michael, der har designet plankebordene, supplerede hinanden i fortællingen om den enkle filosofi. LivingWood udvælger det bedste træ til de bedste plankeborde, om det så er fra Afrika, Kina eller Danmark.

Vi bød på en let efterårsfrokost i samarbejde med Royal Smushi Café, hvor deres lækre smushi-stykker med både reje, høns og vildt blev serveret på LivingWoods rustikke serveringsfade. Snakken gik ved bordet, og folk var ivrige efter at høre mere om de spændende historier, der ligger bag plankebordene. Alle gæster fik en goodiebag med hjem, hvori der lå et pølsebræt fra LivingWood og en lille tapaspakke fra Magasins Mad & Vin afdeling.

Med dette event kom vi for alvor i efterårsstemning. Vi takker for en hyggelig og spændende dag. 

Inside PR søger praktikanter

Inside PR søger praktikanter  

Har du lyst til at være en del af et ungt PR- og kommunikationsbureau i rivende udvikling, hvor der er kort fra idé til handling? Vi søger nu en praktikant til kommunikationsopgaver og en praktikant til  marketingrelaterede opgaver med start januar 2015. Har du en passion for design, møbler og interiør? Og vil du afprøve din faglige viden på et specialiseret PR- og kommunikationsbureau? Så læs videre her.

Kommunikationstalent

Om dig

- du er i gang med en videregående uddannelse inden for kommunikation
- du elsker at nørkle med ord og formidle budskaber
- du kan arbejde selvstændigt og er god til at skabe overblik i dine arbejdsopgaver
- du er kreativt anlagt og kan tænke ud af boksen
- du har en stor forståelse og interesse i sociale medier
- du har stærke skrivekundskaber, og du er detaljeorienteret

Om arbejdsopgaverne

- tekstforfatning af pressemeddelelser, nyhedsnotitser og blogindlæg
- brainstorming og udførelse af projekter online og offline
- små grafiske opgaver i Photoshop og InDesign
- opdatering af presserum og website
- opdatering på Instagram
- diverse ad hoc-opgaver

Marketingtalent

Om dig

- du er i gang med en videregående uddannelse inden for marketing
- du elsker at skabe resultater
- du kan arbejde selvstændigt og er god til at skabe overblik i dine arbejdsopgaver
- du er salgs- og optimeringsorienteret
- du er kreativt anlagt og kan tænke ud af boksen
- du har en stor forståelse og interesse i sociale medier
- du er udadvendt, god til at skabe relationer og ikke bange for at tage telefonen og ringe til presse, kunder m.m.

Om arbejdsopgaverne

- koordinering og udførelse af presseevents
- brainstorming og udførelse af projekter online og offline
- små grafiske opgaver i Photoshop og InDesign
- opdatering af presserum og website
- opdateringer på sociale medier som Facebook og LinkedIn
- udførelse af mindre tekstopgaver
- mindre administrative- og salgsrelaterede opgaver
- diverse ad hoc-opgaver

Om os

Inside PR er et PR- og kommunikationsbureau med speciale i design. Vi har fart på og har høje ambitioner, som du skal være med til at opfylde. Til gengæld tilbyder vi en spændende hverdag med mulighed for udvikling i et kreativt og afslappet miljø med søde kollegaer. Det er vigtigt for os, at du får nogle relevante erfaringer ud af praktikopholdet, derfor indgår du som en ligeværdig del af teamet med selvstændigt ansvar.   

Praktikforløbet er ulønnet og på minimum fire måneder. Vi afholder løbende samtaler. Tiltrædelse er 5. januar 2015 eller efter aftale.

Lyder det som noget for dig? Så send en ansøgning vedlagt foto og CV til

PR- og kommunikationschef, Katrine Hjorth-Hess på khh@insidepr.dk. Mærk din ansøgning med ”Kommunikationstalent” eller ”Marketingtalent”.

Vi glæder os til at høre fra dig!