Inside PR ansætter PR konsulent

Det er med stor glæde, at vi pr. 1. april 2015 har ansat Mille Emilie Grath i et barselsvikariat som PR konsulent hos Inside PR.

Mille er uddannet multimediedesigner og har tidligere erfaring med grafisk arbejde samt opgaver inden for PR og marketing. Mille er langt fra ny i branchen. Med sin interiør/DIY blog - Sonoma Seven - er hun allerede et kendt ansigt hos pressen. På Sonoma Seven skriver Mille i et vedkommende og personligt sprog om alt fra kreative renoveringsprojekter til nyheder inden for designverden.

Hos Inside PR kommer Mille til at være ansvarlig for en række af de brands, som Inside PR repræsenterer, hvilket bl.a. indebærer presse- og kundekontakt samt udførelse af pressetekster. Herudover er Mille den, der fremover kommer til at stå i spidsen for events og pressedage.

“Vi glæder os til at få Mille med på Inside PR teamet. Hun er en passioneret designentusiast, og så har hun en fantastisk personlighed, som vi håber, I vil tage godt imod i hendes daglige arbejde”.

Bedste hilsner
Katrine og Charlotte 

Inside PR på Stockholm Furniture & Light Fair

Designmessen Stockholm Furniture & Light Fair åbnede tirsdag den 3. februar 2015 op for Skandinaviens største mødested for møbel- og belysningsdesign. Inside PR besøgte messen for at blive inspireret af nyt design, tale med kunder og networke. Første dag på messen tilbragte vi på Roomstores stand, hvor New Works og DCW præsenterede deres kollektioner for pressen og indkøbere.

Udover en række splinternye produkter præsenterede New Works også en ny visuel identitet for deres brand, som de har arbejdet på hele 2014. New Works blev taget godt i mod af pressen, og alle de tilknyttede designere stod til rådighed for interviews. DCW lancerede nye modeller fra Schottlander, Surpil, Here Comes The Sun og Lampe Gras - heriblandt nye XL udendørsversioner af den ikoniske arkitektlampe.

Andendagen gik med at besøge vores andre kunder og networke med de mange branchefolk, som var samlet i de store haller. På tredjedagen vendte vi snuden hjemad mod kontoret i København efter en spændende og indholdsrig tur til Stockholm; spændte på at fortælle pressen om alle vore kunders nyheder.

Inside PR på northmodern fagmesse januar 2015

Søndag d. 18. januar åbnede den danske messe, northmodern, dørene op for designbranchen. Northmodern er Skandinaviens nyeste design- og fagmesse, som byder på designproducenter, gastronomi, gallerier og auktionshuse. Sammensætningen af de forskellige udstillere dannede rammerne for en unik og kreativ messe.

Som noget nyt havde vi valg at præsentere tre af vores kunder på egen stand i form af Paradisco Productions, LivingWood og Ment.

De tre brands komplimenterede hinanden og skabte et unikt samspil. Paradisco Productions fremviste deres nyeste kollektion af smukke illustrationer. Norske Ment udstillede deres humørfyldte keramik og porcelæn, og LivingWood præsenterede deres flotte og massive plankeborde samt bænke.

Northmodern bød på foredrag samt trends og produktnyheder fra over 400 danske og udenlandske designbrands. En tendens blandt mange udstillere var, at messing, kobber og stål stadig hitter og, at det nu er helt legitimt at mikse de tre metaller i indretningen. Farver og kontraster var også sat sammen på kryds og tværs, hvilket gav et legende og personligt udtryk på de forskellige stande.

Alt i alt nød vi den gode stemning, og humøret syntes højt hos udstillere såvel som besøgende.

Tak til alle som kom forbi vores stand. Vi ser frem til næste northmodern d. 13-15 august 2015. 

Go create - Inside PRs pressedag oktober 2014

Torsdag den 23. oktober holdt vi vores halvårlige pressedag. Vi havde inviteret journalister, stylister, freelancere, bloggere og instagrammere til åbent hus i vores showroom og kontor på Store Kannikestræde. Under temaet ’Go create’ bød vi pressen velkommen med en præsentation af nyheder fra vores kunder. 

I tråd med temaet ’Go create’ havde vi arrangeret en styling battle, hvor vi gav pressen mulighed for at style og skabe et personligt udtryk med alle produkter fra vores showroom. Der var lagt op til fri leg, og det eneste krav var, at enten FollowMe lampen fra Marset eller produkter fra Ment skulle indgå i billedet. Mange deltog i konkurrencen, og vores feed på Instagram var fyldt med smukke, kreative og individuelle stylings. Meget imponerende.

I løbet af dagen kom både kendte og nye ansigter forbi vores showroom. Vi havde bl.a. besøg af BoligLiv, RUM, Bo Bedre, Bolig Magasinet, Alt for damerne, Familie Journal, Børsen, Mad & Bolig og ikke mindst en lang række bloggere, stylister og instagrammere. Når gæsterne ikke fik rundvisning eller var i gang med at style, blev der hygget og snakket.

Royal Smushi Cafe havde sponsoreret lækre smushier i små, appetitlige størrelser. Strangas sponsorerede lækkert brød og macarons samt marshmallows i forskellige smage. Til at slukke tørsten, havde VitaminWell leveret vitaminvand og Bryggeri Skovlyst forfriskende øl. 

Hele dagen var fyldt med besøgende, og der var gæster til langt ud på eftermiddagen, hvor de sidste forlod vores showroom. Som en lille overraskelse var der lavet en goodiebag med gaver fra Tom Dixon og Lomonto, et gavekort til Royal Smushi Cafe samt en vitaminvand fra Vitamin Well i et net fra SemiBasic. 

Dagen efter eventet udvalgte vi vores favoritbilleder i ’Go create’ stylingkonkurrencen. Det var ikke let, og vi måtte votere længe. Vinderne blev blogger og stylist Laura Trøstrup fra The Sweet Spot og Allan Torp fra bloggen Bungalow5, og billederne kan ses på Instagram under #gocreate og #insideprpressday. Præmierne var henholdsvis FollowMe lampen fra Marset og den elegante Stolt kande fra Ment.    

Vi havde en rigtig god dag og vil gerne takke alle de søde mennesker, der kom forbi. Vi glæder os allerede til næste pressedag.

Event hos LivingWood

I onsdags holdt vi, sammen med LivingWood, presseevent på deres værksted i Farum. I den anledning var to lange plankeborde fra LivingWood dækket op til frokost. Med de rustikke planker fra hele verden udstillet i værkstedet og plankeborde i wengé pyntet med råhvide bloklys og blade i dybe røde farver, blev der skabt en hyggelig efterårsstemning.

Pressen blev hentet på redaktionerne og kørt til værkstedet. Der blev serveret lidt at drikke, og der var rig mulighed for at se værkstedet og røre de mange forskellige træsorter. Lars, manden bag LivingWood, og arkitekten Michael, der har designet plankebordene, supplerede hinanden i fortællingen om den enkle filosofi. LivingWood udvælger det bedste træ til de bedste plankeborde, om det så er fra Afrika, Kina eller Danmark.

Vi bød på en let efterårsfrokost i samarbejde med Royal Smushi Café, hvor deres lækre smushi-stykker med både reje, høns og vildt blev serveret på LivingWoods rustikke serveringsfade. Snakken gik ved bordet, og folk var ivrige efter at høre mere om de spændende historier, der ligger bag plankebordene. Alle gæster fik en goodiebag med hjem, hvori der lå et pølsebræt fra LivingWood og en lille tapaspakke fra Magasins Mad & Vin afdeling.

Med dette event kom vi for alvor i efterårsstemning. Vi takker for en hyggelig og spændende dag.